Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard har købt nye kontormøbler for en hel masse penge – mange tusinder!
Der blev skrevet en hel del om det forkastelige i Ritts vilde indkøb af møbler til Rådhuset. Nu ved jeg ikke, om det kun var Ritt, der blev tilgodeset, eller der faldt lidt af til de menige medarbejdere på Rådhuset – men det håber jeg, der gjorde.
Jeg har tidligere lavet ergonomisk gennemgang af en del arbejdspladser på Rådhuset, og jeg må sige, at på det tidspunkt var der ikke meget at råbe hurra for med hensyn til de ansattes møbler. Jeg ved godt, at meget kan have ændret, siden jeg så møblementet, men det er min opfattelse, at de offentlige institutioner altid skal spare – altså også på indkøb af nye møbler.
Der er faktisk sket stor udvikling inden for kontormøbler i de seneste 10 – 20 år – dels fordi computerarbejdspladserne har ændret sig, dels fordi der er kommet mere fokus på foregyggelse af skader og øget sundhed.
Næsten alle dem, jeg møder, har i dag fladskærme, som ikke er nær så pladskrævende og uhåndterlige som de gamle skrumler. Det betyder, at bordene er blevet mindre og dermed mere praktiske. Med tanke på forebyggelse er det nu også meget almindeligt med sidde-stå borde – de fleste med el-funktion – hvor det er ganske enkelt at variere sine arbejdsstillinger lige så tit, man ønsker det.
Jeg anbefaler, at man står op to gange om dagen – gerne på faste tider. Man kan for eksempel vælge at stå op, når man kommer om morgenen og så igen, når man har været til frokost. Man styrker kredsløbet i stående stilling, idet man bruger flere muskler i benene. Hvor længe man står er ikke så vigtigt – jo mere man står, jo bedre bliver man til det. Men husk, bordet skal så højt op, at man kan hvile underarmene på bordpladen!
Når man står op styrker man også knoglestrukturen i kroppen. Man ved, at hvis man ikke belaster sine knogler, afkalker de hurtigere. Det viser sig blandt andet ved kørestolspatienter, som ikke danner kalk nok – og meget interessant også hos astronauter, som skal være i det vægtløse rum i længere tid – de får lagt mekanisk pres på kårknoglerne deroppe i luften!
Nu håber jeg selvfølgelig, at Ritts nye møbler er nogle af de rigtig gode, funktionelle borde og ikke bare et eller andet fint og dyrt, som ikke opfylder kravene til at skabe variation i arbejdsstillinger for Rådhusets ansatte. |